Bag samtalen: sådan får du en kok til at fortælle i sit eget tempo

Når kursisterne kommer til øvelsen om selve samtalen, har de allerede en spørgsmålsliste i tasken. Det første, jeg gør, er at bede dem lægge den ned på bordet og lade den ligge. Listen er et sikkerhedsnet, ikke et manuskript. Hvis du læser op fra den, bliver samtalen til en udspørgen, og så svarer folk kort og høfligt.

I stedet bruger vi de første minutter på det, der ligner småsnak: hvordan kommer man ind i køkkenet, hvad står der på tavlen, hvem har været oppe siden klokken seks. Det er ikke spildtid. Kokken eller restaurantejeren når at mærke, at du er der for at lytte, og du når at se rummet, som du senere kan skrive om.

Vi øver også det helt praktiske. Hvor sidder man, så man ikke står i vejen for dem, der laver mad? Hvordan får man en stol, der ikke er højere end den, den anden sidder på? Små ting, men de afgør, om samtalen føles som en gæst, der er på besøg, eller som en kontrol.

Mange kursister er overraskede over, hvor meget ro der skal til. Du behøver ikke at starte stærkt. Du skal bare starte ærligt, med en nysgerrighed, der kan mærkes, og så lade resten komme af sig selv.

• Læg listen væk, men behold den inden for rækkevidde
• Brug de første minutter på rummet og stemningen
• Sæt dig i øjenhøjde med den, du taler med

Den sværeste øvelse på hele forløbet er stilheden. Når en kok holder en pause midt i en sætning, er det fristende at hjælpe med et nyt spørgsmål. Men pausen er ofte der, hvor det egentlige kommer. Jeg beder kursisterne tælle langsomt til fem i hovedet, før de siger noget.

Vi laver det som parøvelse. Den ene fortæller om sin mormors frikadeller, den anden må ikke sige andet end lyde som mmh og nå. Bagefter spørger vi den, der fortalte, hvad der skete. Næsten alle siger, at de endte med at fortælle mere, end de havde tænkt sig.

Det handler om tempo. Folk, der arbejder i et køkken, er vant til at tænke hurtigt og svare kort. At få plads til at tænke langsomt er for mange en sjælden oplevelse, og de giver det igen med detaljer, du ikke kunne have spurgt efter.

Stilhed skal selvfølgelig bruges med omtanke. Hvis den anden ser ukomfortabel ud, hjælper du med et blidt spørgsmål. Men start altid med at give pausen en chance.

• Tæl til fem, før du fylder en pause
• Brug små lyde i stedet for nye spørgsmål
• Aflæs, om stilheden er tænksom eller ubehagelig

Det bedste opfølgende spørgsmål er ofte kun få ord langt: hvordan så det? Hvad mener du? Hvad skete der så? Vi træner kursisterne i at fange et ord, den anden lige har sagt, og række det tilbage. Siger en kok, at suppen altid skulle koge langsomt, så spørg, hvem der lærte hende det.

Vi har en øvelse, hvor kursisten skal skrive tre ord ned undervejs, ikke sætninger, bare ord, der stikker ud. Når samtalen går i stå, vender man tilbage til et af dem. Det virker overraskende godt, fordi det viser, at du har lyttet efter detaljerne og ikke bare ventet på din tur.

Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej. Hvis du spørger, om kokken kan lide sit arbejde, får du et ja. Spørger du, hvornår på dagen hun er gladest for det, får du en historie. Forskellen ligger i et enkelt ord.

Og husk, at det opfølgende spørgsmål ikke behøver være klogt. Det skal bare vise, at du vil vide mere.

• Tag et ord, den anden sagde, og række det tilbage
• Skriv tre nøgleord ned undervejs, ikke hele sætninger
• Skift ja/nej-spørgsmål ud med hvornår og hvordan

Ikke alle samtaler går som planlagt. Nogle gange fortæller den, du interviewer, i tyve minutter om noget helt andet end din vinkel. Mit råd til kursisterne er at lade det løbe lidt, før du styrer tilbage. Det, der virker som en sidegade, viser sig ofte at være historien.

Andre gange er den anden tavs og kortsvarende, måske fordi der er travlt, eller fordi vedkommende ikke er vant til at blive spurgt. Her hjælper det at spørge om noget konkret og håndgribeligt: kan du vise mig, hvordan du gør det? Hænderne taler ofte, når munden tøver.

Vi øver også at sige fra. Hvis samtalen drejer ind på noget privat, som den anden bagefter måske fortryder, er det dit ansvar at spørge, om det er i orden, at det kommer med. Respekt for den, der fortæller, er en del af håndværket.

Til sidst øver vi afslutningen: spørg altid, om der er noget, du ikke har spurgt om. Det er ofte der, den bedste sætning ligger.

• Giv sidegaderne lidt plads, før du styrer tilbage
• Bed om at få noget vist, hvis svarene er korte
• Spørg til sidst, om der er noget, du har overset

Efter nogle ugers øvelse mærker kursisterne forskel. De taler mindre, spørger enklere og er mere trygge ved pauser. Flere fortæller, at de har brugt teknikken uden for kurset, i samtaler med naboer, familie og kolleger, og at de er blevet bedre til at høre, hvad folk faktisk siger.

Vi laver en kort skriftlig refleksion efter hver øvelse. Hvad var det bedste øjeblik? Hvad ville du gøre anderledes? Svarene deler vi med en anden kursist, som kommenterer. Den feedback er ofte mere værd end instruktørens, fordi den kommer fra én, der selv står i det samme.

Det vigtigste er, at du får lyst til at gøre det igen. En god samtale giver energi. Du går fra køkkenet med en følelse af at have fået noget betroet, og det er den følelse, der gør teksten bagefter varm og levende.

Du bliver ikke perfekt på en eftermiddag, men du bliver tryg nok til at møde den næste person med åbne ører.