Før jeg skriver et ord, lytter jeg igen
Når jeg har siddet over for en kok eller en restaurantejer i en time, tror jeg altid, at jeg husker samtalen. Det gør jeg ikke. Jeg husker stemningen og to-tre sætninger, og resten har hukommelsen glattet ud. Derfor starter jeg ikke med at skrive, men med at lytte til optagelsen fra ende til anden, uden at stoppe og uden at notere mere end et tidspunkt ved og ved.
Anden gennemlytning er langsommere. Her har jeg papir og blyant ved hånden og skriver små mærker i margenen: her blev stemmen blød, her grinede hun, her kom svaret anderledes, end jeg havde spurgt om. Det er ofte de steder, historien ligger, og ikke i de svar, jeg havde forberedt mig på.
Mange kursister springer dette trin over, fordi det føles som at gøre arbejdet to gange. Men det er netop her, du holder op med at skrive om den samtale, du ville have haft, og begynder at skrive om den, du faktisk havde.
Fra timelang optagelse til en håndfuld markeringer
Jeg skriver ikke hele samtalen ud ord for ord, medmindre der er meget korte stykker, jeg vil have præcist. I stedet laver jeg en liste over steder i optagelsen med tid og et par stikord. Efter en gennemlytning har jeg typisk tyve til tredive linjer, og de er min arbejdsmappe.
Derefter læser jeg listen og stryger. Alt, der blot er oplysning, kan jeg slå op eller spørge om igen: åbningsår, antal pladser, navnet på leverandøren. Det, der bliver stående, er det, ingen anden kunne have fortalt mig: hvordan det lugtede i køkkenet den første morgen, hvad bedstemoderen sagde om sovsen, hvorfor han næsten opgav.
Til sidst vælger jeg tre steder, som skal bære teksten. Ikke ti. Tre. Hvis jeg ikke kan vælge, har jeg endnu ikke fundet min vinkel, og så går jeg tilbage til noterne i stedet for at begynde at skrive og håbe.
- Lyt hele optagelsen uden pause første gang
- Marker steder med tidspunkt og et par stikord
- Stryg det, du kan slå op eller spørge om igen
- Vælg tre steder, som skal bære teksten
Opbygningen findes, før sætningerne gør
Jeg tegner ofte opbygningen på bagsiden af et ark, inden jeg åbner skærmen. Tre kasser i en række: åbning, midte, slutning. I den første kasse skriver jeg ikke, hvad der skal stå, men hvilket øjeblik fra samtalen der skal åbne. Det kan være en lyd, en håndbevægelse eller en sætning, som personen sagde, mens han skar løg.
Midten er ikke en kronologi, selvom mange tror det. En personlig fortælling behøver ikke starte i barndommen og slutte i dag. Den kan begynde midt i en travl fredag og gå tilbage, når læseren er blevet nysgerrig. Jeg spørger mig selv, hvad læseren skal vide, for at slutningen betyder noget.
Slutningen skriver jeg ofte først, i hvert fald i grove træk. Når jeg ved, hvor teksten lander, bliver det meget lettere at vælge, hvad der skal med på vejen, og hvad der kan ligge i mappen til en anden gang.
Citater: hvor meget skal personen selv sige?
Et citat skal gøre noget, som min egen sætning ikke kan. Det skal vise, hvordan personen taler, eller sige noget så præcist, at en omskrivning ville tage kraften. Jeg bruger sjældent mere end to til tre linjer ad gangen, og jeg sætter dem ind, hvor læseren har brug for en anden stemme end min.
Når jeg skriver et citat af, retter jeg ikke sproget til, så det lyder pænt. Men jeg fjerner gerne gentagelser og fyldord som øh og altså, når de ikke fortæller noget. Grænsen er, at personen skal kunne genkende sig selv. Hvis hun ville sige: sådan sagde jeg ikke, så har jeg rettet for meget.
Jeg sender altid citaterne tilbage til den, jeg har talt med, inden teksten er færdig. Det handler om respekt, men også om, at jeg ind imellem opdager en misforståelse, som ville have stået på tryk.
- Brug citatet, hvor din egen sætning ville være svagere
- Hold det kort, to til tre linjer ad gangen
- Ret fyldord, ikke tonefald
- Lad personen læse sine egne ord før offentliggørelse
Rytme: læs højt, og du hører, hvor det hakker
Når første udkast står, læser jeg det højt, helst i et rum, hvor ingen hører mig. Det er den hurtigste måde at finde ud af, hvor teksten snubler. Hvis jeg selv løber tør for luft midt i en sætning, får læseren det også. Hvis tre sætninger i træk begynder på samme måde, hører jeg det med det samme.
Jeg veksler bevidst mellem korte og lidt længere sætninger. En kort sætning kan lande et punkt, og en længere kan følge en bevægelse, for eksempel en kok, der går fra komfuret til kølerummet og videre ud i gården. Rytmen skal følge det, der sker i historien, og ikke et mønster, jeg har lært udenad.
Bagefter lader jeg teksten ligge til næste dag. Det er næsten altid lettere at se, hvad der er for meget, når man ikke længere er forelsket i sine egne formuleringer.
Det første udkast er ikke dit bedste, og det må det ikke være
Mine første udkast er tit for lange, lidt stive og fyldt med ting, jeg gerne vil have med, fordi jeg har brugt tid på dem. Det er helt normalt. Udkastet har til opgave at få stoffet ned på papir, så jeg kan se det, og ikke at være færdigt.
På kurset ser jeg ofte, at folk bliver modløse, når de læser deres første version. Så minder jeg dem om, at feedbacken netop er der for at finde de to eller tre ting, der skal ændres, og ikke for at dømme teksten. Næsten altid er det opbygningen eller en for lang indledning, ikke selve sproget.
Når du arbejder på den måde, bliver skrivningen mere rolig. Du ved, at der kommer en runde mere, og at du ikke behøver få alt rigtigt med det samme. Det giver plads til at være nysgerrig i stedet for perfekt.
- Skriv for længe første gang, og skær bagefter
- Bed om feedback på opbygningen før sproget
- Lad teksten hvile et døgn, inden du læser den igen
Arbejdet fra samtale til tekst er mere håndværk end indskydelse: lyt igen, marker, vælg få steder, find opbygningen, brug citater med omtanke og læs højt. Det er ikke hemmeligheder, men vaner, som kan øves. Prøv det på dit eget interview i de her efterårsuger, hvor køkkenerne igen er i gang, og se, hvor meget tydeligere historien bliver, når du tager dig tid til at høre den en gang til.
